scenekunstens priser

Sangen om oda og anton

AF teaterrum

”Når jeg ser verden gennem dine øjne, så er det en anden verden, jeg ser, hvor meget af det, som jeg aldrig før har set eller forstået, det får betydning… og det, at vi sammen oplever det, er med til at gøre, at det hænger sammen! Ja… øh, skulle vi lige skåle?”

Anton er nervøs under sin tale til brylluppet i medborgerhuset i pinsen 1951, hvor bruden Odas far har skaffet rigtig kaffe fra Mellemamerika. Men han får sagt det helt rigtige – også om teaterRUM’s SANGEN OM ODA OG ANTON med Ene Øster Bendtsen og Lars Dammark i titelrollerne! Med årtierne før, under og efter 2. verdenskrig som bagtæppe følger vi Oda, fra hun er stor pige, og Anton, fra han som ung mand ankommer for at arbejde på Karlsgården. I en scenografi af stole, som symbolsk enten er for store, for små eller lige tilpas, får vi en slags fortalt folkevise om ryk og skift på både indre og ydre linjer sat til dæmpet baggrundsmusik og en enkelt højlydt halbalsdans.

Barnet Oda elsker at løbe. En dag beder en dame hende sætte farten ned og ”lære at bevæge dig, så du kun bliver kigget på, når det er passende,” for hun er snart ”en lille kvinde.” Oda løber durk ind i voksenlivet… og til Kratballet i medborgerhuset også i godmodige Anton. Han går og venter på forandring i sit følelsesliv, fordi eksempelvis ingen af de livlige piger fra husholdningsskolen med håret fyldt med mystik har givet ham lyst til gå en tur i anlægget eller få rakt en tallerken kartofler og medister til aftensmaden. Efter at have danset én dans med Oda, fulgt hende hjem, fået kindkys og invitation til kaffe, ændrer alt sig.

Årene byder dem både godt og ondt. Anton får flyttet sig væk fra Karlsgården, bliver mejerist og forlader dermed ”herregårdens lange parløb med slavelignende menneskeforagt overfor almuen.” Med tilløb støtter han også Odas selv- og omverdensbevidste ambition om at blive tandlæge. Klinikassistent bliver hun dog, for det levner tid til, at de med den nye, kommunale dagplejes hjælp kan blive forældre til Line. Odas ambitioner om at blive andet end husmor er ledetråd, og Anton følger den: ”Jeg prøver, Oda, men du er så anderledes end andre kvinder,” udbryder han, da hun beder ham ikke blot elske hende højt, men også forstå, hvad hun vil med livet.

Oda lærer Anton, at det er i orden at være sin egen og ikke sine forældre eller naboer. Det bliver der brug for, da datteren Line dør af meningitis, og Oda synker ned i depression! Nu er det Anton, der progressivt må omskabe deres tilværelse til et liv som offentligt støttede plejeforældre. Den manøvre redder Odas mentale helbred, da hun omfavner rollen som mor til de socialt udsatte plejebørn.

Forestillingen er en rørende kærlighedshistorie og et billede af store forandringer gennem den stadig nære Danmarkshistorie. Men også af evigt aktuelle konstanter: Individualisme versus fællesskab – og hvad balanceringen af de to begreber kræver af os i det private og i samfundet, for at både vi selv og andre kan leve meningsfuldt. Måske endda lykkeligt.

Medvirkende: Lars Dammark, Ene Øster Bendtsen // Idé: Rasmus Ask, Lars Dammark // Dramatiker: Lars Dammark // Instruktør: Rasmus Ask // Manuskript: Lars Dammark // Dramaturg: Gitte Villadsen // Scenografi: Claus Helbo // Komponist: Johannes Smed // Lysdesign: Anders Kjems // Kostumer: Elsebeth Hede Jensen.

Mere info